Tålmodighed er en dyd, især når man arbejder med arkitekturfotografi. Det er nemt nok at tage et billede af et hus, men hvis alle elementer skal samspille, så bygningen får det helt rette udtryk, er det ofte nødvendigt at vente. Solens vinkel, balancen mellem dagslys og kunstlys og mange andre faktorer der ikke lader sig stresse, er vigtige for at få det rigtige skud. Nogle gange skal man efter det flere gange.
Jeg er meget begejstret for arkitekturfotografi. Både når det er lækkert nybyggeri, men også arkitektur der ikke gør helt så meget væsen af sig. Ofte kan de største overraskelser findes i de mest ordinære konstruktioner. Høje Gladsaxe f.eks. er ikke et byggeri mange forbinder med stor arkitektonisk skønhed. Men kigger man efter, er der mange interessante billeder at finde. Man skal bare lede lidt.
Ved arkitekturfotografi kan det også være praktisk med digital billedbehandling. Mange af billederne her på siden er taget inden projektet var helt færdigt. En grim plet eller en installation der ikke er færdigmonteret kan forstyrre indtrykket. Det kan også være en dominerende udsigt gennem vinduet der skal dæmpes. Se et eksempel her på hvordan billedbehandling har rettet op på et billede af et køkkenprojekt.